I dag er en dag, der har været fyldt med oplevelser. Sandsynligvis nogle jeg vil tænke tilbage på med et smil om noget tid, og som under alle omstændigheder har været interessante....
I dag var dagen, hvor jeg skulle have fat i den rette malariamedicin fra en vaccinationscentral i Cancun. Dagens startede fint, og vi kom relativt tidligt indtil vaccinationscentralen. Desværre viste det sig, at vaccinationscentralen kun havde en gammel type malariamedicin og i øvrigt havde en noget speciel angivelse (i forhold til nettet/danske læger) af hvor meget, og hvor tit medicinen skulle tages. Da jeg allerede var startet på Jonas' medicin, var jeg lidt utryg ved at skifte til en ældre medicin type, og denne utryghed blev dog også bekræftet af Europæiske rejseforsikrings læge, som klart anbefalede ikke at skifte malariamedicintype.
På trods af denne initielle udfordring holdt Jonas og jeg humøret oppe og prøvede at tænke kreativt. Vi besluttede os for at tage en bus ud til det mest amerikaniserede hotel i Cancun og håbede på, at de måske kunne hjælpe os med noget medicin eller i hvert fald en angivelse af, hvor vi kunne gå til et apotek med vestlig medicin. Da vi ankom til Hyatt Regency kunne de oplyse os om, at de ikke havde medicinen, men henviste os til et stort og vestlig orienteret apotek. Desværre skulle det vise sig, at hverken dette apotek eller de 5 andre apoteker, vi prøvede kendte til den medicin, jeg allerede var påbegyndt at tage.
Vores næste skridt var så at tage ind til det amerikanske hospital. Efter at have været forbi deres tidligere adresse, ankom vi relativt tidligt om eftermiddagen til det amerikanske hospital. De kunne oplyse os om, at de ikke havde eller kunne skaffe den rette medicin, og at det i øvrigt ikke var muligt at skaffe denne type medicin i Mexico - sandsynligvis fordi medicinen er relativt ny og samtidigt dyrere end andre typer malaria medicin
Derefter blev eftermiddagen brugt på at tale i telefon med hospitaler i Mexico City, Europæiske rejseforsikring i DK etc.
Klokken ca. 16:00 besluttede vi, at vi havde afprøvet alle muligheder for at skaffe medicinen i Mexico, og at der nu kun var den mulighed tilbage at få medicinen sendt fra DK. Vi gik derfor hen til det nærmeste Fed-ex/UPS/DHL kontor, som kunne oplyse os, at de desværre ikke havde tilladelse til at transportere medicin.
Nu var gode råd efterhånden dyre og vi begyndte derfor at arbejde med mere eller mindre urealistiske løsninger såsom at støve danskere op på vores vej og forhåbentligt overtale dem til at lade os købe nogle malariapiller af dem - såfremt de naturligvis havde et overskud af den rette type medicin.
Da vi ikke umiddelbart kunne gøre mere for at få fat i malaria medicinen, besluttede vi os for at tage fra Cancun til dykkerparadisøen "Cozumel". Vi ankom til Cozumel kl. ca. 22:00 om aftenen og jeg sidder nu her kl. 01:50 og venter på at kunne komme til at ringe til special services fra DHL, som åbner om 10 minutter, for at høre, om det virkelig kan være rigtigt, at de ikke vil transportere medicin fra DK til Mexico.
Jeg har allerede snakket med deres DHL's kundeservice, som umiddelbart lød positive overfor det at transportere pillerne til Mexico. Min gode ven Rikke har jeg også snakket med her til morgen, og hun har sagt ja til at afhente pillerne på apoteket og sende dem med DHL, hvis ellers DHL nu giver det endelige ok.
Alternativet er naturligvis at tage chancen uden pillerne eller at tage et fly til USA for at købe pillerne, og så tage tilbage til Mexico samme dag. Ingen af løsningerne er særligt tiltrækkende, så jeg håber virkeligt, at det vil kunne lade sig gøre at få special services hos DHL til at sende pillerne til Mex.
En lang dag med masser af udfordringer - som jeg nu for alt i verden bliver løst her om snart kun 5 minutter.
Hav en rigtig god dag :-)
Monday, July 14, 2008
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment