Thursday, June 19, 2008

Gode dage i Oregon


Hej, Efter lidt problemer med internettet på de sidste to moteller, lykkedes det nu at komme på. Vi har cyklet 4 dage nu og har haft nogle helt fantastiske dage. Vejret var en lille smule koldt de første 2 dage, men har de sidste par dage været helt perfekt ca. 20-25 grader og solskin.

Cyklingen er gået rigtig godt, og jeg er efterhånden ved at kunne følge rimeligt fornuftigt med.

Vi har igennem de sidste par dage været igennem det første bjergpas, og er nu havnet på det de kalder "the high dessert". Da vi kom ind på højsletten og forlod bjergene ændrede vejret sig radikalt og gik fra at være relativt koldt til pludseligt at være solskin og 25 grader. Det føltes nærmest som om, vi drejede ind på en sidevej og derfra var både omgivelserne, men altså også vejret helt forandret.

Omgivelserne har igennem alle dagene været super flotte. Det bjerg man kan se i baggrunden af det øverste billede er Mt. Hood, som vi passerede på dag 2. Bjerget har skilifter og folk står på ski der hele året, som det ville have fremgået af billedet nedenfor, hvis jeg kunne finde ud af at indsætte det :-)

For at give lidt indblik i livet her på cykelturen, er nedenstående en beskrivelse af den daglige rutine: Vækkeuret ringer et sted mellem kl. 04:15 og 05:00. Baggagen pakkes i lastbilen mellem 05:15 og 07:30 afhængigt af den distance der skal cykles, vejret etc. Morgenmad er et sted mellem 05:30 og 07:00 og cykling starter et sted mellem kl. 06:00 og 08:00. Arrangørerne af denne tur er således ikke udprægede b-mennesker, og jeg må da nok erkende, at det lige var noget, jeg skulle vende mig til :-) Tilgengæld er vi tidligt færdig med dagens cykeltur og har typisk det meste af eftermiddagen til at se den by vi er kommet til, slappe af etc.
I morgen er en af de længste dage på turen. Den er på 200 km, og når det så kombineres med næsten 2000 meters klatring over 2 bjergtoppe, så kan man ikke andet end at være en lille smule nervøs.
Jeg vil derfor skynde mig i seng for at være klar til morgendagen.Cykelturen kan i øvrigt også følges på http://www.bamacyclist.com/. Her skal man vælge det link, der hedder ABB ride the north 2008, så bliver man dirigeret til den officielle blog for turen med en masse gode billeder og en oversigt over de distancer/byer, som vi besøger.
Sov godt.... :-)

No comments: