Maine New Hampshire

Som det fremgår af overskriften har jeg igen flyttet lokation. Efter at have hygget mig gevaldigt i Colorado Springs med Riverrafting ned af kategori 3 og 4 samt cykling i bjergene tog jeg fredag morgen flyet til New York. Grunden til, at jeg tog til NY er, at det "næsten" er på vejen til Manchester, hvor jeg havde aftalt at mødes med cykelgruppen fra den første del af min tur og bl.a. gennemføre den sidste etape til Portsmouth, NH. NY var en interessant oplevelse og noget af en omvæltning fra det afslappede Colorado. Jeg var kun én dag i NY, da den anden overnatning ville have kostet mig minimum 300 dollars. På trods af den korte tid nåede jeg dog, at få en god følelse af byen og set Times Square, Ground Zero og Central Park.

Lørdag aften tog jeg et tog til Boston med planer om enten at overnatte på et hotel eller et prebooket hostel. Det skulle desværre vise sig at blive alt andet end nemt….

Først viste det sig, at jeg ankom for sent til check in på hostellet, hvorfor det ikke længere var muligt at checke ind. Derefter viste det sig, at alle hoteller under 3-400 dollars var udsolgt. Som et alternativ til at overnatte i Boston prøvede jeg derefter at tage til lufthavnen i Boston for at leje en bil og køre til Manchester, hvor jeg forestillede mig, at jeg ville have bedre muligheder for at overnatte. Desværre skulle det vise sig, at alle udlejningsbiler omkring lufthavnen var udlejet….. I denne noget problematiske situation skulle lykken dog endelig tilsmile mig. Jeg mødte nemlig tilfældigvis et par, som tidligere havde reserveret en udlejningsbil og var på vej til Manchester. De tilbød at tage mig med til Manchester for et mindre beløb og droppe mig af på et hotel der.

Da jeg ankom til Manchester kl. 03.00 søndag morgen viste det sig, at samme situation gjorde sig gældende som i Boston. Det var ikke muligt at finde et hotelværelse. Nu sprang de venlig mennesker heldigvis til igen og tilbød mig at jeg kunne sove hjemme i deres hus. En fantastisk dejlig gæstfrihed som jeg sent vil glemme.

Som en lille krølle på historien skulle det vise sig, at jeg havde mere heldig med at få lov til at overnatte i deres lejlighed end jeg først havde troet. Da jeg næste morgen skulle hæve penge for at betale parret for turen til Manchester, viste det sig nemlig at mit visakort var blevet spærret aftenen før, fordi jeg på det tidspunkt havde nået maksimum for, hvor meget jeg kan hæve i udlandet på en måned. Således ville jeg ikke have kunnet betale for et hotelværelse under nogen omstændigheder, selvom der skulle have været et ledigt…..

Mandag lykkedes det mig at få fat i min bank og få dem til at ophæve spærringen – eller det vil sige – det lykkedes mig at få fat i banken og få dem til at sige at de ville ophæve spærringen, men desværre glemte bankdamen at ophæve spærring, som derfor først blev ophævet tirsdag. Heldigvis skulle jeg søndag mødes med cykelgruppen og fik der mulighed for at låne nogle penge, så jeg kunne klare mig indtil min bank fik ophævet spærringen.

Efter at have sagt hej til cykel gruppen er jeg taget til Maine NH for se Acadia National Park. Her er utroligt smukt, selvom vandet desværre ikke er meget mere end 10 grader og vejret en blanding af skyet og regnvejr. Jeg har valgt at se vejret her positivt som en slags overgang eller introduktion til at komme tilbage til DK på mandag :-)

Glæder mig rigtig meget til at se jer alle sammen igen.

Boulder Colorado

Så er det vist ved at være tid til endnu en update.

Jeg ankom til Colorado sent fredag og kørte til en lille by ved navn Longmont, der ligger lige ved siden af Boulder, Colorado. Jeg inkvarterede mig i et hus ejet af en af cykel kompanerne fra cykelturen. Denise, som hun hedder, er stadig på turen og mens hendes mand er henne og besøge hende på deres hviledag, har jeg fået lov til at låne huset, sammen med deres nevø og deres lettere specielle hund "Chief".

Chief er en utroligt sød Schæferhund, som uheldigvis er født med en kæmpe angst for stort set alle mennesker. Når hunden er i haven, er det ikke muligt at komme tættere på den end 20 meter, før den stikker af, og når den er inde i huset, og man en sjældent gang får "lov" til at ae den presser den sig ned mod gulvet, som håbede den, at den kunne forsvinde ned gennem gulvbrædderne.

Anyway, det har været nogle rigtigt dejlige dage her i Colorado. Boulder er i den grad en by, hvor det vrimler med mennesker, der nyder udendørs aktiviteter såsom cykling, hiking, rafting, klatring osv. Når man kører rundt i området bliver man konstant mødt af andre cyklister, og man får nærmest fornemmelsen af, at vejene er til for cyklisterne mere end for bilisterne.

Longmont ligger ca. 10 km fra Rocky Mountains og ca. 30 km fra det der hedder Rocky Mountains National Park. Jeg har brugt de sidste 3 dage på at cykle rundt i bjergene og senest i national parken, hvor jeg har haft mulighed for at prøve kræfter med bjergpas på op til 12,300 fod eller 3750 meter. Det er altså rimeligt højt oppe skal jeg hilse og sige, og når man er aktiv i den højde, kan man bestemt godt mærke at luften er relativt tynd. Således nåede jeg at få en seriøs hovedpine og blive lettere svimmel efter at have kørt rundt i området i en 3-4 timer :-)

National parken er i øvrigt vældig imponerende og bjergene utroligt flotte og samtidigt frygtindgydende. Da jeg kørte rundt i området, var vejret rimeligt godt, men man kan bestemt godt fornemme at vejret skifter meget hurtigt i området, og at det der ser ud som en dejlig solskinsdag hurtigt kan skifte til kold regn eller hagl.

I dag er jeg kørt fra Longmont til Colorado Springs. Dels for at få lidt luftforandring og dels for at se, om det skulle være muligt at komme til at prøve noget White Water Rafting, som er meget populært her i området. Hvordan det går med det, finder jeg forhåbentligt ud af allerede i morgen :-)

Hav det godt og håber I nyder hedebølgen :-)

Miami

Så har jeg været i Miami for et par dage, og den første oplevelse herfra er, at her er rigtig rigtig varmt og en meget høj luftfugtighed. Derudover er min oplevelser af Miami en smule skuffende må jeg sige. Byen er ikke specielt interessant (og slet ikke som i Miami Vice :-)) og stranden/vandet på ingen måde at sammenligne med Cancun.

Efter et par dage her, har jeg derfor besluttet at skifte omgivelser og flyver i dag til Boulder i Colorado, hvor der skulle være nogle fantastiske muligheder for naturoplevelser og lækre bjerge. De første par dage har jeg aftalt at bo lokalt i huset hos en af dem, der var med på cykelturen, hvorfra jeg vil udforske området på cykel. Derfra vil jeg sandsynligvis leje en bil og køre rundt i området med en cykel i baggagerummet og bo på lidt forskellige moteller - Mere senere :-)

Ankommet til Cancun

Ankommet til Cancun

Merida var ganske interessant at besøge. Byen huser ca. 750.000 indbyggere og har et relativt pænt centralt torv og domkirke. Derudover er byen og husene grænsende til noget, der bedst kan betegnes som slidt, grimt og halvvejs slum.

Udover at se byen besøgte vi også en butik, som sælger ”ægte” Maya hængekøjer. De skulle eftersigende være specielt gode og fantastiske at sove i :-) Vi kunne forstå på den meget overbevisende sælger, at de havde nogle helt særlige hængekøjer, som var lavet af kaktusplanten og som kunne holde for evigt. De kostede naturligvis også ca. 10 gange så meget som andre hængekøjer. Vi fik et længere foredrag inklusiv et kig i et fotografi album, hvor de viste os alt om processen, og var vel også nærmest overbevist om det fantastiske i disse hængekøjer, indtil Jonas så at guidebogen netop advarede imod sælgere, som prøvede at sælge dyre hængekøjer lavet af kaktus – eller rettere ganske almindeligt bomuld :-)

Efter at have sagt farvel til disse opfindsomme sælgere, gik vi tilbage til hotellet for at slappe lidt af. Det var der, at vi fik endnu en lidt ubehagelig oplevelse. For pludseligt begyndte det at klø over hele kroppen og endnu et kig i guidebogen kunne afsløre en faktaboks under netop Merida, som indeholdt informationer om ”bed bugs”. Noget som åbenbart både fandtes i disse hængekøjer, som vi jo havde prøvet at ligge i, og på en række hoteller i Merida. Hvorvidt vores bed bugs var kommet fra at ligge i hængekøjerne eller om de havde været på hotelværelset er stadig lidt uklart, men at det var ubehageligt at skulle sove i seng, hvor det hele klør er helt sikkert.

Det hele endte med, at vi kl. 3 om natten efter ikke at have lukket et øje, fik presset hotellet til at give os et nyt værelse, (selvom de først havde fortalt os, at de ikke havde andre ledige værelser) og efter nogle lange bade kunne vi endelig få os noget velfortjent søvn.

I dag er vi sjovt nok vågnet sent og forsøgte at køre til en lille Ø udenfor Cancun. Vi havde booket et lækkert hotel, men desværre tog turen fra Merida længere end forventet, så vi missede den sidste færge. Det var dog nok også godt det samme, da vejret var blevet virkelig vildt med vind af stormstyrke og regn, som jeg aldrig har set det før.

Vi overnattede på et relativt ydmygt hotel, som mildest talt ikke var helt tæt men sengene var dog tørre, så det var alt i alt helt fint :-)

I dag er den sidste dag i Cancun, og her er vi taget ind på et dejligt luksushotel, som bare er super lækkert. Personligt føler jeg mig rigtig godt tilpas her :-)

I morgen går turen til Miami for mig og tilbage til DK for Jonas.

Flamingoer og Merida

I går valgte vi at besøge byen Rio Lagartos på nordsiden af Yucatan halvøen. Rio Lagartos er kendt for sine mange Flamingoer og straks man ankommer til byen bliver man mødt af sælgere, som vil sælge ture med båd til Flamingoområderne i floddeltaet lige udenfor byen. Vi valgte at følge den første og bedste, hvilket var en ganske udmærket idé, bortset fra at den kaptajn vi fik til at sejle båden ikke var specielt god til engelsk og i nogen udstrækning virkede en smule mere interesseret i at gennemføre turen hurtigt så han kunne få sig et par Corona’s i stedet for at fortælle om dyre- og fuglelivet J Alt i alt dog en rigtig god tur til Flamingo området og vi var begge meget glade for oplevelsen med at sejle på floddeltaet og for at se flamingoer, Pelikaner etc.

Udover at se flamingoer bød turen på et besøg på den lokale saltfabrik. Floddeltaet indeholdt meget salt vand og det blev udnyttet af saltfabrikken, som havde bygget store arealer, hvor vandet langsomt kunne fordampe og efterlade overfladen fyldt med salt. Vi prøvede at bade i en af kanalerne fyldt med dette vand, hvilket var en ganske sjov oplevelse, da vandet var så tykt af salt, at vi flød meget højt i vandet. Efterfølgende blev vi smurt ind i salt/mudder for at beskytte os mod solen og fordi det var godt for huden (sådan forstod jeg det i hvert fald) – måske var det i virkeligheden mest for, at de lokale kunne få sig et hurtigt grin J

I dag har vi brugt et par timer på at køre til Merida, som er hovedstaden på Yucatan halvøen. Her skulle vi gerne kunne lave et par gode handler i forhold til hængekøjer og Mexico hatte J Hvordan det går vender jeg tilbage omkring i næste update.

Hav det rigtig godt.

Valladolid

Efter at have været udenfor internet i et par dage, er vi nu ankommet til en mindre by "Valladolid", hvor vi har indlogeret os på det absolut dyreste hotel (ikke særlig dyrt), og har derved fået adgang til internettet :-)

Men måske skal jeg lige starte med at opdatere i forhold til kampen for at få fat i den anbefalede malariamedicin. Det er næsten lykkes at få fat i medicinen - jubii. Det viste sig, at DHL godt ville sende medicin og at de ville kunne have den i Cancun i løbet af 2-3 dage. Jeg var så heldig, at min super dejlige ven Rikke tilbød at hente medicinen på apoteket og at bringe den til DHL i Danmark. Pakken er nu ankommet til hovedstaden i Yacatun provinsen i Mexico og er lidt forsinket i tolden, men det ser lyst ud på nuværende tidspunkt. Tusind tak for hjælpen til alle, der har været involveret i projektet på den ene eller anden måde :-)

Udover forsøget på at skaffe medicin, er der dog heldigvis også sket en masse andet. Vi har f.eks. brugt noget tid på øen Cozumel, hvor vi har snorklet i det klare caribiske hav og har set en masse sjove og farvestrålende fisk.

Vi tog fra Cozumel d. 16. juli og ankom til Play del Carmen, hvor vi lejede et super fed bil. Til dem der kender til biler er der tale om en Dodge - Charger. Jeg har desværre ikke fået taget et billede af den, men det kommer i næste ombæring. Vi har efterfølgende brugt bilen til at køre til Tumul, hvor vi boede på stranden i noget der var på grænsen mellem en hytte og et normalt hotel værelsen. Det var fantastisk idyllisk strand og super lækkert vand - rigtig dejligt og et fantastisk sted at tilbringe sin fødselsdag :-)

Efter at have overnattet i Tulum er vi taget til Valladolid, hvor vi på vejen har set en masse Maya ruiner bl.a. et stort ruin område ved navn Chitzen Itza samt nogle ruiner i nærheden af Tulum. Vi har også svømmet i en "Cenot", som er en åbning i jorden, der fører til et underjordisk kompleks af klart ferskvand - deres drikkevand.

I morgen skal vi forhåbentligt hente malariamedicinen samt besøge et område kendt for at huse en masse flamingoer og et rigt fugleliv :-)

Hold op for en dag!!!

I dag er en dag, der har været fyldt med oplevelser. Sandsynligvis nogle jeg vil tænke tilbage på med et smil om noget tid, og som under alle omstændigheder har været interessante....

I dag var dagen, hvor jeg skulle have fat i den rette malariamedicin fra en vaccinationscentral i Cancun. Dagens startede fint, og vi kom relativt tidligt indtil vaccinationscentralen. Desværre viste det sig, at vaccinationscentralen kun havde en gammel type malariamedicin og i øvrigt havde en noget speciel angivelse (i forhold til nettet/danske læger) af hvor meget, og hvor tit medicinen skulle tages. Da jeg allerede var startet på Jonas' medicin, var jeg lidt utryg ved at skifte til en ældre medicin type, og denne utryghed blev dog også bekræftet af Europæiske rejseforsikrings læge, som klart anbefalede ikke at skifte malariamedicintype.

På trods af denne initielle udfordring holdt Jonas og jeg humøret oppe og prøvede at tænke kreativt. Vi besluttede os for at tage en bus ud til det mest amerikaniserede hotel i Cancun og håbede på, at de måske kunne hjælpe os med noget medicin eller i hvert fald en angivelse af, hvor vi kunne gå til et apotek med vestlig medicin. Da vi ankom til Hyatt Regency kunne de oplyse os om, at de ikke havde medicinen, men henviste os til et stort og vestlig orienteret apotek. Desværre skulle det vise sig, at hverken dette apotek eller de 5 andre apoteker, vi prøvede kendte til den medicin, jeg allerede var påbegyndt at tage.

Vores næste skridt var så at tage ind til det amerikanske hospital. Efter at have været forbi deres tidligere adresse, ankom vi relativt tidligt om eftermiddagen til det amerikanske hospital. De kunne oplyse os om, at de ikke havde eller kunne skaffe den rette medicin, og at det i øvrigt ikke var muligt at skaffe denne type medicin i Mexico - sandsynligvis fordi medicinen er relativt ny og samtidigt dyrere end andre typer malaria medicin

Derefter blev eftermiddagen brugt på at tale i telefon med hospitaler i Mexico City, Europæiske rejseforsikring i DK etc.

Klokken ca. 16:00 besluttede vi, at vi havde afprøvet alle muligheder for at skaffe medicinen i Mexico, og at der nu kun var den mulighed tilbage at få medicinen sendt fra DK. Vi gik derfor hen til det nærmeste Fed-ex/UPS/DHL kontor, som kunne oplyse os, at de desværre ikke havde tilladelse til at transportere medicin.

Nu var gode råd efterhånden dyre og vi begyndte derfor at arbejde med mere eller mindre urealistiske løsninger såsom at støve danskere op på vores vej og forhåbentligt overtale dem til at lade os købe nogle malariapiller af dem - såfremt de naturligvis havde et overskud af den rette type medicin.

Da vi ikke umiddelbart kunne gøre mere for at få fat i malaria medicinen, besluttede vi os for at tage fra Cancun til dykkerparadisøen "Cozumel". Vi ankom til Cozumel kl. ca. 22:00 om aftenen og jeg sidder nu her kl. 01:50 og venter på at kunne komme til at ringe til special services fra DHL, som åbner om 10 minutter, for at høre, om det virkelig kan være rigtigt, at de ikke vil transportere medicin fra DK til Mexico.

Jeg har allerede snakket med deres DHL's kundeservice, som umiddelbart lød positive overfor det at transportere pillerne til Mexico. Min gode ven Rikke har jeg også snakket med her til morgen, og hun har sagt ja til at afhente pillerne på apoteket og sende dem med DHL, hvis ellers DHL nu giver det endelige ok.

Alternativet er naturligvis at tage chancen uden pillerne eller at tage et fly til USA for at købe pillerne, og så tage tilbage til Mexico samme dag. Ingen af løsningerne er særligt tiltrækkende, så jeg håber virkeligt, at det vil kunne lade sig gøre at få special services hos DHL til at sende pillerne til Mex.

En lang dag med masser af udfordringer - som jeg nu for alt i verden bliver løst her om snart kun 5 minutter.

Hav en rigtig god dag :-)

Halvvejs igennem USA og nu i Mexico - nye billeder

Så nåede jeg mærket, som markerer, at vi nåede halvvejs igennem USA. Alt i alt nåede jeg at cykel ca. 2900 km på 3 ½ uge inklusiv 2 hviledage. Det var en helt igennem fantastisk tur, som jeg altid vil huske, og som har budt på nogle super oplevelser både af menneskelig karakter og i forhold til den natur, vi har kørt igennem.

Det er er naturligvis ikke alle 55 deltagere på cykelturen, jeg har været lige tæt på, men der er en hel del af dem, som jeg er kommet til at kende rigtig godt, og som jeg bestemt håber at kunne bevare kontakten med. Heriblandt er der f.eks. Tom fra Filippinerne, som har været professionel basketball spiller på Filippinerne i ca. 15 år og nu arbejder som sportspsykolog og præst. Derudover har han oprettet et børnehjem på Filippinerne, hvor der i øjeblikket er ca. 40 børn og har gennem sin cykeltur skrabet ca. 800.000 dollars sammen til den fortsatte drift og udvidelse af børnehjemmet.

En anden spændende person var Al, som var den ældste person på turen. Al har igennem sit liv skiftet karriere tre gange og har således arbejdet først som pilot i luftvæsenet, derefter som marketingschef og til sidst som præst. Han er 73 år og har en fantastisk indsigt og indstilling til livet – og så kan han køre på cykel, så man tror, det er løgn. Det var kun med nød og næppe, at jeg kunne slå ham op af bakkerne J

Afslutningen på turen var naturligvis noget trist grundet den dejlige tid, jeg har haft på turen, men jeg havde på den anden side en oplevelse af, at det var et godt tidspunkt at komme videre på.

Fredag aften forlod jeg cykelturen og sendte min cykel med UPS til Miami, hvor jeg regner med at flyve hjem fra. Derefter tog jeg en lejebil til Sioux Falls i South Dakota og fløj lørdag morgen til Cancun i Mexico.

I forbindelse med at skulle til Mexico var der et par ting, jeg skulle have ordnet. Som altid får jeg naturligvis ikke gjort tingene i god tid, og denne gang var ikke nogen undtagelse. Først 2 dage før jeg skulle til Mexico, gik det rigtig op for mig, at jeg burde tage noget Malaria medicin. Jeg (og mine forældre – tusind tak for indsatsen J) prøvede desperat at få Jonas (som jeg nu er mødtes med i Cancun) til at tage noget med, men desværre lykkedes det ikke. Jeg havnede derfor i Mexico uden den nødvendige medicin og brugte en del af den første dag på at forsøge at opstøve et apotek og få udleveret medicinen.

Det er endnu ikke lykkedes at få fat i medicinen, men der er en god mulighed for at få den i morgen (mandag), så det satser jeg på J.

Ellers er de første dage her i Cancun gået rigtig godt. Det har været meget hyggeligt at mødes med Jonas og vi har badet i det Caribiske hav, set downtown Cancun etc. I forbindelse med, at vi badede i havet, havde vi en meget sjov oplevelse. Grundet orkanen Wilma, er strandene omkring Cancun ikke så gode som forventet alle steder, og vi endte derfor med at gå et godt stykke langs stranden før vi fandt et godt sted at bade. Det gode sted at bade var sjovt nok også lige ved det mest luksiriøse hotel, jeg nogensinde har set. Efter at have badet på deres del af stranden gik vi en tur i deres bar og sjovt nok, ville de ikke have nogle penge for de drinks, vi bestilte, da de troede, at vi var gæster på hotellet. Efter at have opdaget denne lille finte, kunne vi ikke stå for også lige at benytte deres luksus swimming pool, som vil i hvert fald var ca. 100 meter lang med bar placeret i poolen etc.:-)

Efter at have badet tog vi en tur med en faldskærm spændt efter en motorbåd. En helt igennem dejlig dag og i næsten perfekt vejr – dvs. ikke helt så varmt som frygtet J

Wall

Hermed lidt nyt.

Vi er nu nået til en lille by i South Dakota ved navn "Wall". Wall er en by på ca. 700 indbyggere, som er kendt for en ting - og det er deres drugstore. Der bliver annonceret for denne drugstore lang lang tid før, man når til selve byen og tv reklamer for forretningen er blevet lanceret i både England, Frankrig og Rusland. Helt uden effekt har det ikke været, da forretningen i en by på størrelse med Slagslunde tiltrækker ca. 20.000 besøgende om dagen - ret imponerende. Specielt fordi forretningen måske nok er stor, men ikke er meget andet end turist orienteret tingeltangel :-)

Ellers vil jeg ikke skrive så meget denne gang, men blot henvise til billederne i venstre side, som kan ses i stor størrelse ved enten at klikke på billederne eller ved at gå til: http://picasaweb.google.com/eriktams/FerieIUSA.

Hav det rigtig godt :-)

Hot springs, South Dakota

Saa er det vist blevet tid til endnu en update.

Dagene gaar utroligt hurtigt her, saa jeg haaber I baerer over med, at jeg ikke faar skrevet hver dag. Vi er i dag ankommet til Hot Springs i South Dakota. Endnu en dejlig dag paa cyklen og ikke mindst i Hot Springs, hvor vi har badet i den flod, der loeber igennem byen og udspringer af en raekke varme kilder.

Derefter var i SPA og fik massage, saa lige nu sidder jeg i hotellobbyen og er rimeligt afslappet. Dagen har overordnet set vaeret helt fantastisk og da jeg laa i solen efter have badet i floden maa jeg sige, at jeg foelte mig meget langt fra tidligere tiders stress og jag og kunne igen nyde blot at vaere til, som jeg husker det fra jeg var barn :-)

Som I kan udlede af ovenstaaende er vejret altsaa ikke helt daarligt og har faktisk stort set ikke vaeret det paa noget tidspunkt. Vi har ca. 25-30 grader med sol fra kl 10.00 til kl. 20.00 om aftenen, og jeg har endnu til gode at se det regne. Man skulle tro, at man blev traet af det gode vejr og ville oenske lidt regn, men jeg maa erkende, at det er der altsaa paa ingen maade noget, der tyder paa :-)

I morgen skal vi igennem Black Hills med lidt klatring igen, hvorefter vi ankommer til Rapid City.

Jeg haaber I har det super derhjemme og nyder den danske sommer, som jeg maa erkende, at jeg godt kan savne lidt paa trods af det til tider lettere ustadige vejr :-)

Ankommet til Dubois

Ja, hvis I ikke har hørt om byen Dubois i Wyoming før, så er det ingen skam, da det er en gammel cowboyby midt i ingenting med ca. 600 indbyggere.

Vi er ankommet efter nogle fantastiske dage i gennem Rocky Mountains/teton bjergene. De sidste par dage har vi været igennem snefyldte pas på over 3.000 meter og stigningsprocenter op i mod de 15%. Specielt var dagen i går hård og da vi efter ca. 100 km i modvind begyndte opstigningen med de sidste 3-4 km på de 15%, var der rimeligt udsolgt i benene bagefter.

I dag startede vi så fra Jackson, Wyoming, som er en ganske hyggelig ferieby for folk med hang til både aktiv ferie om vinteren og sommeren. Dagen startede som sædvanlig kl. ca. 6 om morgenen i ca. 10 graders varme og med en ubehagelig kold modvind. Da jeg ikke lige havde fået taget mig sammen til at dukke op til gennemgangen af dagens 150 km etape, mødte jeg op i korte ærmer og korte bukser, hvilket jeg godt kan afsløre blev en noget kold oplevelse de første par timer. Kombineret med en lettere slidt krop og for lidt søvn endte jeg de første par timer, som allersidst på ruten og kunne dårligt træde mere end 15 km i timen på flad vej, mens jeg sad og halvsov over styret. Heldigvis gik det bedre efter et par timer, da temperaturen begyndte at stige og således nåede jeg til Dubois og endda med nogle super billeder henover dagens bjergpas.

Turen har indtil nu, været så spændende, at jeg har besluttet at prøve at forlænge den i ca. en uge, så jeg slutter i Mitchell. Derfra går turen til Cancun i Mexico d. 12. juli, hvor jeg mødes med Jonas og bliver til i hvert fald d. 23. juni. Hvad der derefter sker er endnu uvidst :-)

Super etape

Billedet er taget ca. en halv time inde i dagens etape og viser en solopgang over bjergene omkring Mt Home.

Så er hviledagen veloverstået og vi er kommet igang med de næste etaper. I dag gik turen til Mt. Home til Twin Falls. En super tur på 160 km med rygvind hele vejen. Desværre bød turen også på 4 punkteringer, et knækket gearkabel og et sprængt dæk for min rejsekammerat på denne etape. Derfor endte turen med at blive på ca. 10 timer i stedet for de ca. 6-7 timer, som den ellers ville have varet.

Ellers må jeg blot sige, at det simpelthen er en fantastisk tur. Jeg nyder virkelig at cykle hver dag og at snakke med alle de utroligt venlige mennesker på turen. Jeg har dog stærkt på fornemmelsen, at det ikke er gennemsnitsamerikaneren, der er med på denne tur. De fleste er yderst veluddannet og besidder eller har besiddet høje stillinger inden for alle sektorer, og er vældig interessante mennesker.

Noget af det, der mere og mere overrasker mig er den gruppe af ryttere, som er fra 65 - 73 år. Nogle af dem kører næsten samme tempo som mig og er både ekstremt friske mentalt samt fysisk. Andre indenfor den gruppe er ikke uden fysiske udfordringer, men gennemfører alligevel. Det er helt utroligt.

Jeg vil slutte for denne gang. Håber alle er vel.

Klar til næste etape

Efter en dejlig og afslappende hviledag i Boise, Idaho, føler jeg mig nu helt klar til næste etape. Turen er ved at udvikle sig helt fantastisk. Ikke nok med at jeg efterhånden føler mig rimeligt godt kørende, og hvis jeg selv skal sige det, er ved at være blandt de 5-6 bedst kørende på turen, så er kammeratskabet blevet super godt. Vi hygger os enormt og de sidste dage er jeg vågnet med et stort smil på læben og glædet mig til at snakke med de andre og komme ud og køre.

Vi har som sagt haft hviledag i dag. Der blev nu ikke hvilet meget, men i stedet gået en lang lang tur, som endte med, at vi var på grænsen til at tage en taxi det sidste stykke hjem. Der blev også shoppet, og jeg har nu endelig fået købt mig et digital kamera, så jeg kan tage nogle billeder af lidt bedre kvalitet end med mobiltelefonen.

Jeg vil i øvrigt lige benytte lejligheden til at sige super mange tak for de hilsner, jeg har modtaget og er rigtig glad for, at I følger med på min blog :-)

I morgen er der er en kort 80 km dag. Benene føles gode, så jeg kan få de andre med på det, så skal der måske skal der gå lidt ræs i den :-)

200 K gennemført

Så er de 200 Km gennemført - i fin stil - (eller det vil sige sige 190, da der heldigvis var vejarbejde 10 km af vejen, hvor vi blev nødt til at blive transporteret.)

Jeg valgte at gennemføre etapen i et meget moderat tempo og slog følge med Carolyn fra Australien, som er på billedet nedenfor. Jeg var derfor heller ikke specielt træt efter turen, men tilgengæld måtte jeg have noget "plaster" til ballerne, som efter 11 timer i sadlen ikke så alt for godt ud :-)


Dagen blev gennemført i flot solskin og med noget virkelig flot og meget skiftende natur. Da alle var relativt trætte, blev der ikke ligefrem festet igennem om aftenen, men dagen sluttede med en ny og fantastisk tradition, som er en rigtig lækker kæmpe milkshake fra en kæde, der hedder "Dairy Queen".

I dag var ny rekord for en tidlig morgen. Vækkeuret ringede kl. 03:45, men helt utroligt vågnede jeg af mig selv fem minutter før vækkeuret - lidt scary. Jeg håber bestemt ikke, det er en ny vane, jeg er ved at udvikle.

Ellers forløb dagen helt fantastisk. Super vejr igen og god form efter at have kørt relativt langsomt dagen før. Dagen startede derfor med et 20 km forfølgelsesløb med en puls på 170 for at fange frontgruppen, som vi troede havde kørt afsted uden os. Det viste sig senere, at det var os, der var kørt uden dem, så den lidt hårde start var ikke rigtig nødvendig :-) Derefter gik det i fin stil over 3 bjergtoppe og sluttede af med en dejlig 40 km. nedstigning.

Vi ankom til Baker City kl. ca. 13.00 efter at have gennemført dagens 130 km, og brugte det meste af dagen på at hygge i byen og kigge på årets event i byen, som var et cykelløb for både professionelle og amatører.

Ahh.. nu bankedet det lige på døren. Tom (en meget venlig Amerikaner) ankom med dagens milkshake fra Dairy Queen - dejligt :-)

I morgen ankommer vi til Idaho. Derefter er der en "kort" 100 km dag inden vi får en dag fri i byen "Boise".

Gode dage i Oregon

Hej, Efter lidt problemer med internettet på de sidste to moteller, lykkedes det nu at komme på. Vi har cyklet 4 dage nu og har haft nogle helt fantastiske dage. Vejret var en lille smule koldt de første 2 dage, men har de sidste par dage været helt perfekt ca. 20-25 grader og solskin.

Cyklingen er gået rigtig godt, og jeg er efterhånden ved at kunne følge rimeligt fornuftigt med.

Vi har igennem de sidste par dage været igennem det første bjergpas, og er nu havnet på det de kalder "the high dessert". Da vi kom ind på højsletten og forlod bjergene ændrede vejret sig radikalt og gik fra at være relativt koldt til pludseligt at være solskin og 25 grader. Det føltes nærmest som om, vi drejede ind på en sidevej og derfra var både omgivelserne, men altså også vejret helt forandret.

Omgivelserne har igennem alle dagene været super flotte. Det bjerg man kan se i baggrunden af det øverste billede er Mt. Hood, som vi passerede på dag 2. Bjerget har skilifter og folk står på ski der hele året, som det ville have fremgået af billedet nedenfor, hvis jeg kunne finde ud af at indsætte det :-)

For at give lidt indblik i livet her på cykelturen, er nedenstående en beskrivelse af den daglige rutine: Vækkeuret ringer et sted mellem kl. 04:15 og 05:00. Baggagen pakkes i lastbilen mellem 05:15 og 07:30 afhængigt af den distance der skal cykles, vejret etc. Morgenmad er et sted mellem 05:30 og 07:00 og cykling starter et sted mellem kl. 06:00 og 08:00. Arrangørerne af denne tur er således ikke udprægede b-mennesker, og jeg må da nok erkende, at det lige var noget, jeg skulle vende mig til :-) Tilgengæld er vi tidligt færdig med dagens cykeltur og har typisk det meste af eftermiddagen til at se den by vi er kommet til, slappe af etc.

I morgen er en af de længste dage på turen. Den er på 200 km, og når det så kombineres med næsten 2000 meters klatring over 2 bjergtoppe, så kan man ikke andet end at være en lille smule nervøs.

Jeg vil derfor skynde mig i seng for at være klar til morgendagen.Cykelturen kan i øvrigt også følges på http://www.bamacyclist.com/. Her skal man vælge det link, der hedder ABB ride the north 2008, så bliver man dirigeret til den officielle blog for turen med en masse gode billeder og en oversigt over de distancer/byer, som vi besøger.

Sov godt.... :-)

Første etape gennemført

Så er første etape velgennemført og jeg er godt nok træt.

Etapen gik bedre end forventet, men var også hårdere end forventet, må jeg erkende. På forhånd havde vi fået udleveret en oversigt over stigningerne på turen, og det så faktisk ikke slemt ud. Alligevel nåede vi at stige ca. 1000 meter på de i alt 112 km. Turen blev gennemført på 4 1/2 time, hvilket nok var en smule for hurtigt for mig i forhold til min nuværende form, men det kan jo være svært at holde igen, når de andre træder an op ad stigningerne :-)

På forhånd var vi blevet advaret en del imod dehydrering. Det er ikke så slemt at køre med for lidt væske én dag, men sagen er, at vi skal køre 9 dage, før den første pause, så lidt dehydrering hver dag kan hurtigt blive til et problem. På trods af denne advarsel, blev jeg naturligvis dehydreret på den første strækning og har nu ligget i sengen et par timer med hovedpine og henholdsvis kulde og varmeture. Nå, men så lærer man vel det :-)

Ellers gik turen rigtig fint og var vældig flot. Specielt havde vi en fantastisk udsigt udover Columbia river fra en af bakke/bjergtoppene. De andre jeg kører med virker meget flinke, og er både hjælpsomme og vældig imødekommende.

Nu skal vi ud og have lidt aftensmad. Jeg håber, det bliver muligt at opdrive en smule grønt til maden, da den lidt fede mad allerede er ved at blive lige klam nok :-)

Aften før start

Lørdag, fik jeg lejet bil hos Hertz og samlede en cykel kollega op i Portland lufthavn, hvorefter vi kørte til Astoria, som er startbyen for cykelturen. Astoria er en mindre by som ligger vældig smukt helt ude ved vestkysten af USA og lige ned til Columbia river.

Solen har skinnet både lørdag og søndag og får virkelig området til at tage sig meget smukt ud. Normalt er vejret her i området regnfuldt og overskyet, så vi har virkelig været heldige. Floden så meget tillokkende ud, og jeg har indtil flere gange overvejet, om ikke man skulle have sig en lille svømmetur. Foreløbigt er det dog blevet ved tanken.

Søndag var også dagen, hvor der blev sagt velkommen og turen blev introduceret af arrangørerne. I vanlig amerikansk stil blev alle mulige og umulige farer opremset med formaninger om passe på, så udtrykket "constant care" kom til sin ret. En af de ting, vi blev introduceret til, var cykel adfærd i trafikken. Det viser sig, at der er en fyr, som har skrevet en (ifølge arrangørerne utroligt spændende) ca. 300 siders bog om, hvordan man bør opføre sig i trafikken.

Efter denne introduktion, som for de flestes vedkommende førte til mindre angstanfald og akut behov for bl.a. at drikke vand for dermed at undgå senere dehydrering og hospitalsindlæggelser blev morgendagens rute introduceret. Det mest bemærkelsesværdige ved denne introduktion, var ikke så meget ruten, men mere at tidspunktet for aflevering af baggage var rykket fra kl. 08:00 - 08:30 til 06:15 - 07:00. Klokken 07:00 skal der så tages gruppebillede, hvorefter vi tager afsted på dagens rute.

For mig, som altså lige skal nå at lave en times fodøvelser inden jeg kan tage afsted betyder det, at jeg skal op ca. 05:30 for at kunne komme afsted til tiden. Det bliver godt nok lidt spændende at se, hvordan det spænder af.......

Men, nu må jeg vist hellere komme i seng.

Vel ankommet

Efter en "dejlig" tur på i alt 22 timer, er jeg nu ankommet til hotellet i Portland og er vågnet til en flot skyfri dag.

Det var meningen, at jeg skulle have lejet bil i går, således at jeg kan tage til startstedet for cykelturen i løbet af eftermiddagen lørdag. Desværre kunne det udlejningsbureau jeg havde talt med fortælle mig, at de af en eller anden grund alligevel ikke kunne lave en 1 vejs udlejning. Jeg prøvede derfor et par andre udlejningsbureauer, men ingen af dem kunne oplyse mig om, det var muligt at lave en 1 vejs udlejning, da deres lokale bureauer alle var lukket på det tidspunkt, hvor jeg ankom. Det bliver lidt spændende at se i dag, om det kan lade sig gøre :-)

Vi fløj i øvrigt ind over Rocky Mountains og jeg fik muligheden for at se lidt på de kommende udfordringer. Det var squ ærlig talt en lidt skræmmende oplevelse at se et fuldstændigt goldt område fyldt med bjerge, og hvor nogle af dem har sne på toppen.... forhåbentligt når jeg at komme lidt mere i form inden vi rammer bjergene for alvor :-)

Endelig klar til afrejse

Så er hotellet booket i Oregon og efterfølgende i Astoria. Kufferten og cyklen er pakket ned og jeg er ved at være klar til at gå i seng. Lidt belastende at skulle op allerede om 4 timer, men så kan jeg vel tilgengæld sove på flyet :-)

13 timer til flyet letter

Så er det ved at være den tid, hvor de fleste nok ville have pakket og ville være klar til at gå i seng. Det er så ikke rigtig der jeg er.... 

Kufferten står stadig i kælderen og cyklen er ikke skilt ad og pakket ned. Faktisk har jeg kun nået at køre ca. 5 km. på den cykel jeg skal have med derover for en times tid siden.... 

Skriver lidt senere, når jeg kufferten er pakket og jeg med sindsro kan gå i seng :-) 

2 dage tilbage før afrejse

Så er der ved at være to dage tilbage før afrejse. Jeg har fået brugt tiden siden, jeg stoppede på arbejde ganske udemærket og har fået ordnet de fleste ting for at være klar til afrejse. 

Der mangler dog stadig ting som at pakke, modtage min nye cykel (Giant scr01), få vaccination etc. Det ville ikke umiddelbart være et problem, hvis det ikke var fordi den gamle Peugeot har opgive kampen midlertidigt grundet en læk i køleren. 

Formen er ok selvom mit mål om at køre 100 km inden afrejse måske nok er lidt urealistisk. Jeg cykler ca. hver anden dag og har da en enkelt gang været oppe og runde 120 km på en dag, men det er ved at være 3 uger siden nu. Anyway, jeg skal nok få rigeligt km i benene når først turen går i gang. Her vil vi skulle cykle ca. 120 km om dagen og allerede på 5. dagen snupper vi en tur på 180 km. Det bliver spændende, hvordan det kommer til at gå... Heldigvis er der ikke noget tidsgrænse, så etapen skal nok blive gennemført :-)

Well, det er ved at blive sent, og jeg må hellere komme i seng inden døgnrytmen bliver vendt alt for meget op og ned. Det er jo endnu en af de ting, man som arbejdsløs pludselig skal til at være opmærksom på :-)

Opvarmning til 3 ugers cykeltur i USA

Hej, 

Sidder og er spændt på om formen mon holder til at køre 3 måneder i USA. Træningen er indtil nu gået ok, men jeg er bestemt ikke i form, som jeg burde være, og har en lille x-faktor med en fod, som risikerer at give mig nogle problemer under turen. 

I morgen skal jeg ud og køre 100 km for at tjekke, om det kan lade sig gøre uden de store problemer. 

Skriver igen i morgen.

Erik